Songcrafter Music
- fokus på sangskriverens håndværk!
Et nyt pladeselskab har set dagens lys. Songcrafter Music vil udgive musik med fokus på selve sangskrivningens håndværk, på stærke og vedkommende tekster og på slidstærke melodier. Bag selskabet står to erfarne musikfolk, der har vidt forskellig baggrund, men som deler den samme passion for singer/songwriter-genren.
Roar Amundsen er uddannet Cand.Mag i Musik (København, 2000) og var i fire år leder af spillestedet KulisseLageret i Horsens. Startede i 2005 sangskriverklubben The Write House og i 2006 konsulentvirksomheden Mayday Music, der bla. står for den akustiske scene på SPOT Festivalen og arrangerer den årlige internationale workshop for sangskrivere, Nordic Cowriters. Roar er desuden tilknyttet Engelsholm Højskole, hvor han underviser i sangskrivning og er gæstelærer på højskolens nye KulturKøbmands linje. Roar er selv aktiv sangskriver og udgav i 2006 EP´en ”Forløs Din Drøm”. Gennem en årrække har Roar arbejdet med talentpleje indenfor den rytmiske musik, bl.a. i samspil med Mobile Music og Koda.
Martin Høybye udgav i 2002 debutalbummet ”East of November”, først i USA, og i 2003 i Danmark, hvor det blev nomineret til en Danish Music Award. Han medvirkede i første årgang af DR´s Karrierekanonen og har skrevet sange med blandt andre Jeff Cohen (Big & Rich), Teitur, Pamela Phillips Oland (Whitney Houston), Ester Brohus, Kevin Welch og Henning Kvitnes. Martin har vundet adskillige internationale priser, senest en Honor Award i ”The Great American Song Contest”. Han har gennem flere år også undervist i sangskrivning, først på Vestbirk Højskole, og nu på Ry Højskole. Martin rejser løbende til USA for at skrive med andre sangskrivere, og til sommer rejser han til sangskrivernes hovedstad, Nashville, for gennem en længere periode at pleje kontakten til byens singer/ songwriter scene
Songcrafters første udgivelse var CS Nielsens "Against the Dying of the Light", der udkom den 18. juni 2007. CS Nielsen jonglerer på imponerende vis med det engelske sprog, i et gotisk americana-univers, der bider de store sangskrivermestre lige i haserne. Pladen har fået en overvældende modtagelse i både Danmark og udlandet. Læs mere om CS og lyt til musikken her: www.myspace.com/csnielsen
Den 13. august 2007 udkommer det længe ventede studiealbum “From Here To Heaven” af Martin Høybye.

Pladen er produceret af multiinstrumentalisten Dennis Ahlgren (Tina Dickow, Vincent Van GoGo).
Den amerikanske coverdesigner Matthew Joseph Peak (Nightmare on Elm Street, 24 Hours) står for omslaget, og har også tegnet Songcrafter Musics logo: de seks strenge. Check Martin Høybye her:
www.myspace.com/martinhoybye